Den daglige læsning hjemme kan godt være lidt svær at føre ud i livet for nogle elever. De er optagede af fodbold, spejder og vennerne, og pludselig skal de i seng, og så fik de heller ikke læst lige den dag. Her kan et læsebarometer være en støtte, da det holder regnskab med hvor meget, der skal læses, og hvor langt eleven er nået. Desuden har nogle nemmere ved at få ført beskeder som ”læs ½ time hver dag” ud i livet, hvis der er et konkret mål at sigte efter. I et læsebarometer skriver eleverne, hvor mange sider, de forventer at læse i den kommende måned. Hver gang de har læst, farvelægger de den del af barometeret, der svarer til det læste antal sider. Ved slutningen af måneden kan lærer og elev sammen kigge på, om målet er blevet nået. Læsebarometeret bruger jeg til at træne eleverne i at sætte egne mål, og tage ansvar for at nå dem. Ved hver månedsskift taler jeg med hver enkelt elev om, hvordan den forgangne måned er gået, og hvilket mål de har for den kommende måned. Mange har et ret godt greb om hvor mange sider, de kan læse på en måned, og sætter desuden en ære i at nå deres egne mål. Desuden skal de vælge et af deres barometre til deres portfolio forud for skole-hjemsamtalen, så de viser, at de kan sætte sig et læsemål og nå det.
|