Flydende læsning
Eleverne læser flydende, når de læser med pæn sikkerhed, passende hastighed og med god forståelse. For at kunne gøre det skal teksterne være valgt med omhu - nogle elever vil vælge for svære tekster til at kunne læse dem flydende. De skal stoppe ved for mange ord, bruge tid på at afkode dem, og så falder hastigheden. Det får konsekvens for forståelsen.
En vigtig vej ind i den flydende læsning er gentagen læsning. Når man læser den samme tekst flere gange, vil man efterhånden kunne genkende flere ord umiddelbart, og det øger læsehastigheden. Desuden kan den mentale energi gå til forståelse i stedet for at blive brugt på afkodning.
Især usikre læsere vil have gavn af at blive guidet i den gentagne læsning, og jeg præsenterer nedenfor et forløb om flydende læsning på et læsehold for usikre læsere på 3. årgang. Forløbet kan dog gennemføres på andre årgange uden de store ændringer, det er blot de læste tekster, der skal vælges med tanke på elevgruppen.